|
Besøg hos Gardehusarregimentets Veteran panser og Køretøjsforening den 12. april Fem havde trodset metrologernes dystre udsigter og mødtes ved Stop 39 kl. 9,30, vejret artede sig dog nydeligt. Turen gik ad naturskønne, ikke helt tilsigtede veje til Næstved, hvor GHRVPK holder til i Fredsskovdepotet, godt gemt af vejen bagest i øvelsesterrænet. Hans Boel havde selv fundet derud, men de bor næsten også i hans baghave. Foreningens formål er ”At indsamle, restaurere, vedligeholde og bevare gammelt militærhistorisk materiel, herunder panser og køretøjer der i tidens løb har været i brug ved Gardehusarregimentet, Sjællandske Livregiment og Danske Livregiment”. Foreningen råder for tiden over seks forskellige jeep typer (Jeep, Landrover, Mercedes GD, VW), samt adskillige andre køretøjer der kan have mødt Rommel. Køretøjslisten rummede 22 køretøjer, siden er 6 – 8 PMV M113 i forskellige udgaver tilgået. Vi blev vel modtaget, og vist rundt, der blev sparket dæk, og en smule bælter og snakken gik om dengang ---. Efter nogle timer drog vi hver til sit, undertegnede blev dog shanghajet til at vise dem hvordan de får noget radargrej til at fungere. Foreningens hjemmeside er: www.ghrvpk.dk hvor man kan finde deres aktivitetsliste, gallerier og meget mere. Der holdes normalt skrueaften tirsdag, og er et passende mål for en aftentur.
Jan Buchwald
|
||