En tur til Kullen

 

Søndag den 28. september mødtes vi 15 mc-kørere ved Føtex i Korsør. Der var folk fra både VMV og "Torsdagskørerne" Vejret var friskt og lidt blæsende, de få dråber vi mødte var ved Barsebäck i Sverige. Desværre måtte vi efterlade Karl Aages lille Moto Guzzi i Ottestrup, den havde fået motorproblemer. Leif Nordkvist, der havde lånt den lille Guzzi, havde ellers glædet sig meget til turen, så han fik bagsædet på Karl Aages California. Første pause på turen var ved Frederikssund, hvor kaffen og en enkelt bid blev nydt.

Efter optankning i Helsingør sejlede vi til Helsingborg, hvor vi var på lidt sightseeing inden kursen blev lagt mod Kullen. Vel ankommet hertil blev frokosten indtaget. Bagefter gik vi en tur ud på selve klippeskæret. For os ”fladlændere” er det lidt imponerende med den flotte natur.

Hjemturen foregik over Sofiero, Helsingborg og videre mod Malmö. Vi kørte så tæt på kysten som det var muligt hele vejen. Kaffepausen blev holdt i Barsebäck. Så gik turen ind gennem Malmö og ud til Öresundsbron, hvor vi efter passage af betalingsanlægget tog afsked med hinanden. Vi var hjemme igen først på aftenen efter knap 500 kilometers kørsel.

 

 

.