|
De gamle fra Korsør har gjort det igen! Hvad er det lige de kan de gamle drenge fra Korsør? Jo, Palle Høst og hans drenge kan simpelthen få det bedste frem i motorcykelfolket. Af Kurt Sørensen,
Kulturhuset, Korsør, summede torsdag den 15. marts 2006 kl. 1900 af stemmer. Allerede i den gamle skolegård kunne man fornemme, at der skete noget specielt i Marmorsalen. Tilstrømningen gennem hoveddøren var ikke det normale publikum for et kulturhus. Det var hovedsagelig ældre mænd, som ikke i påklædning lagde skjul på, at de havde noget med motorer og motorcykler at gøre. Straks man kom indenfor hoveddøren til den gamle smukke sal, bestående af marmorgulve, meterhøje runde søjler til det store glastag, marmorvægge og en stor balkon omkring det hele og hvorfra der er en overdådigt oversigt over hele salen, kunne man fornemme den intense stemning. Man var heller ikke i tvivl om, hvad stemningen gjaldt. I den smukke sal var der udstillet Rudge motorcykler, og det er her at Palle Høst, kendt fra motorbanerne rundt i Danmark og Europa, sammen med sine drenge fra DVM og VMV, Veteran Motorcyklens Venner, i Korsør kaldet ”Korsørveteranerne” holder til. Klubben, der nu tæller 250 medlemmer har klublokale på 1. sal med direkte adgang fra balkonen og med direkte adgang fra Marmorsalen. Utvivlsomt Danmarks flotteste indgang til en Motorcykelklub. I salen henstod Rudge motorcykler, bl.a. en Rudge Ulster 500 ccm. fra 1937 med bronzetopstykke og som var stillet til rådighed af Poul Henning Hansen, Kirke Hyllinge. Karl Erik Svare Nielsen, Skælskør havde medbragt sin Rudge 350 ccm. fra 1929 og Erik Findstrøm, Bråby havde medtaget sin Rudge 500 fra 1939. De tre omtalte maskiner var i særdeles god stand, flot restaureret og original til mindste detalje. Det var dog ikke det eneste som var på stedet. På et stativ midt i rummet henstod en mærkelig motorcykel. Blank stål som stel og motor med en enkelt aluminiumscylinder. Nok stod der Rudge på tanken, men hverken motor eller stel lignede noget, som kunne købes som standard. Det var det heller ikke. Det var selvfølgelig den fra motorbanerne kendte Jan Møller Greve, som havde været på spil. Selvbygget stel, selvbygget cylinder og han havde en motorcykel, som han nu igen brugte på banerne rundt omkring i Europa, nu som veterankører. Alle disse cykler blev ivrigt debatteret. Ejerne blev forespurgt og der var en rigtig god stemning i lokalet. Ingen havde faktisk lyst til at forlade dette, men Palle Høst holdt på sit. At det kun var indledningen til arrangementet Vi gik ind i den tilstødende teatersal, hvor der på scenen var opstillet 2 stole et bord og en fremviser. Herefter tog Karl Aage Hartmeyer og Poul Henning Hansen plads på stolene og med Karl Aage som interviewer og Poul Henning med besvarelser samtidig med billedvisning på storskærm fik publikum her en historisk fortælling om Rudge motorcykler fra begyndelsen lige efter århundredeskiftet og til næsten 2. verdenskrig. Et særdeles spændende og ikke mindst belærende foredrag. Herefter blev der byttet plads og Palle Høst og Jan Møller Greve kom nu på podiet. Og nu med Palle Høst som interviewer fortalte Jan Møller Greve om sin tid som racerkører og alle hans selvbyggede køretøjer. Køretøjet, som han havde vundet mange sejre på. Dog havde han måttet overtage sin families virksomhed, hvorefter racerkørsel blev lagt på hylden. Ved et tilfælde for få år siden havde ham på en ferietur mødt en af sine gamle kørekammerater. Resultatet heraf var, at nu køre Jan Møller Greve igen, han bygger selv cykler igen. En af dem var den netop udstillede. Efter foredragene var der tid til kammeratligt møde med kaffe eller en enkelt øl i klubbens lokaler, og ingen var parat til at gå hjem, da lokalerne lukkede kl. 2200. Nu er det vi har svaret på, hvad de gamle drenge kan i Korsør, og som de har gjort mange gange tidligere. Det at få 100 ældre mænd fra hele Sjælland og Lolland-Falster til at mødes og snakke og høre om motorcykler i Korsør en torsdag aften. Men det kan man, når man laver et godt arrangement og gør brug af de rigtige personer til at fortælle historierne. Poul Henning Hansen og Jan Møller Greve hører til den kategori..
|
|||||||